tirsdag den 2. oktober 2012

Frikadeller m. stuvet hvidkål og små kartofler


I dag stod menuen på rigtig gammeldaws mad. Frikadeller med stuvet hvidkål er en af mine favoritter. Som jeg vist har nævnt er vi herhjemme lidt på slankekur for tiden, dog ikke mere end at der skal være plads til almindelig mad. Alt det lækre guf er kun tilladt i weekenden. Det går heldigvis okay, vægten går ihvertfald den rigtige vej... nedad hvis du skulle være i tvivl.

I forbindelse med vore slankekur bruger vi et program til at beregne kalorieindhold m.m. Så for eftertiden vil jeg skrive beregningerne ind, så du kan se på ernæringsforholdet når du laver mad efter mine opskrifter.

Frikadeller er der nok næppe nogen der er i tvivl om hvordan laves. Alligevel får du her min opskrift på frikadeller:

Frikadeller ca. 12 stk.

500 g. hakket kalv og flæskefars 8% fedt
1 stort løg
0,5 dl. madfløde 8% (havde ingen mælk)
0,5 dl. vand
1 æg
2 tsk. groft salt
peber
3 spsk. havregryn
1 spsk. hvedemel

1. blend løgene med vand/madfløde og hæld det i en skål med farsen.
2. jeg bruger Kenwooden med K-spaden til at røre farsen.
3. tilsæt alle ingredienserne og rør farsen til den er ensartet, tilsæt evt. mere mel eller mere vand hvis ikke den har den rette konsistens.
4. smelt ca. 1 spsk. margarine og 1 spsk. raspolie på en varm pande og steg frikadellerne til de er gyldne på begge sider. Brug en kop vand til at dyppe skeen i, når du former frikadellerne. Så går det super nemt.


Mens frikadellerne steger koger du kartofler og finsnittet hvidkål (i hver sin gryde) Husk at gemme lidt af kogevandet fra hvidkålen, den skal du bruge til sovsen.

Hvid sovs: (alle mål er cirka-mål)

15 g. margarine
20 g. mel
0,75 dl. madfløde
3,5 dl. kogevand fra hvidkålen.

1. smelt margarinen og tilsæt melet.

2. spæd op med kogevand lidt efter lidt
3. afrund med madløde salt og peber
4. lad sovsen koge igennem i et par minutter så melsmagen forsvinder
5. tilsæt hvidkålen ELLER server sovs og hvidkål hver for sig.

Kalorienindhold Frikadeller:
177 kcal. pr. 100 g.
Protein: 34%
Fedt: 47%
Kulhydrat: 19%


Kalorienindhold Hvid sovs:
82 kcal. pr. 100 g.
Protein: 5%
Fedt: 73%
Kulhydrat 22%



1 kommentar: