mandag den 29. oktober 2012

Rodfrugter med sennep og honning


Forleden havde de i vores Kvickly billige rodfrugter. Det var "bland selv" så jeg købte en pose blandede rødder :-) Jeg fik både hvide, gule, røde, lilla og sorte gullerødder, bolsjebede, rødbede, pastinak og selleri.


Det hele blev gjort i stand og skåret i mundrette, nogenlunde ens tern. Jeg rørte en dressing af:


1 dl. olie
1 spsk. dijonsennep
1 spsk. honning
salt
peber

Dressingen blev hældt i en pose hvor alle rødderne kom i, jeg vendte det hele rundt et par gange og hældte det i et fad. Fadet røg i ovnen ca. 30 min. ved 200 grader.

Uha det var godt tilbehør til vores Osso Buco.

søndag den 28. oktober 2012

Tur i Bagterp Plantage

Søndagen i dag bød på det skønneste efterårsvejr og ovenikøbet fik vi en hel time ekstra forærende.

Hvor skønt var det lige.


Med en kommende konfirmand i huset lagde vi ud med BUSK-Gudstjeneste i konfirmandens kirke. Det var bare en smadder hyggelig time med en masse børn, spejdere og konfirmander samlet. Bagefter blev der serveret hotdogs fra en pølsevogn placeret ved kirken. Vi sprang hotdogs over da vi havde andre planer, vi ville nemlig en tur i skoven og samle kogler og mos. Med os havde vi boller, muffins og varm kakao-chai. Spør' lige om det var hyggeligt.

Koglerne er nu sat til tørring ved brændeovnen og mosset venter i skuret. Begge dele skal bleve til dekorationer til jul og måske en lille krans til kirkegården.


Snart venter aftensmaden som i dag består af wannabe-forloren hare med hasselbagte kartofler. Mere om det en anden dag..





Fortsat god søndag til alle mine læsere :-)

torsdag den 25. oktober 2012

Koteletter med smashed potatoes


Forleden fik den denne lækre ret. Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Newyorker by heart.  Men ændrede en del i opskriften og skriver derfor her hvordan jeg lavede den. Blandt andet brugte med madlavningsfløde i stedet for hønseboullion og creme fraice. Jeg tilsatte også porre sammen med champignon og som krydderi brugte jeg et schnitzel krydderi fra Holland.


Retten er forholdsvis enkel og hurtig at lave og så smagte især de smashed potatoes altså super godt :-)

Til 4 personer skal du bruge:


4 store herregårdskoteletter
4 spsk. mel
1 porre skåret i skiver
1 stort løg skåret i tern
2 fed hvidløg, finthakket
1 bakke champignon
krydderi (jeg brugte schnitzelkrydder)
5 dl. madlavningsfløde 18%
små kartofler (jeg brugte ca. 1 kg)
smør
krydderi

1. vend koteletterne i mel som er iblandet krydderi. Steg dem i lidt olie og margarine på en pande og læg dem i et ildfast fad.
2. svits løg, porre, champignon og hvidløg. tilsæt evt. lidt mere krydderi.
3. hæld fløden ved og giv det et hurtigt opkog inden det hældes over koteletterne og sættes i ovnen ved ca. 180 grader.
4. Mens du steger koteletterne sætter du kartoflerne over at koge. Kog dem ca. 15 min alt efter størrelse, der må gerne være lidt bid i dem stadigvæk.
5. når kartoflerne er kogte hældes vandet fra og kartofler hældes i en pose. Put en god klat smør ved sammen med lidt krydderi. Fordel det hele godt i posen og brug din kødhammer til at smashe kartoflerne.
6. hæld de smashed potatoes i et ildfast fad og sæt dem i ovnen sammen med koteletterne.
Koteletterne bliver sådan lidt ala brasede. Super gode og sprøde.
Velbekomme :-)








onsdag den 24. oktober 2012

Stegeben (gode ben) med skysauce og hvide kartofler


Menuen forleden stod på stegeben (eller gnaveben/gode ben) En ret jeg skulle lave for første gang. Vi fik almindelig kogte kartofler til, og jeg valgte at lave en opbagt sovs af skyen, derudover serverede jeg ribsgelé og franske kartofler. 
Uhmmm en rigtig efterårsret som varmt kan anbefales.


Til 5 personer brugte jeg:

ca. 2 kg. stegeben
1 stort løg
3 gullerødder
3 porretoppe (det øverste grønne)
oksefond
vand
salt + peber

1. Start med at brune alle stegebenene grundigt i en stegegryde, sæt dem til side.
2. Brun grøntsagerne godt og tilsæt efterfølgende stegebenene.
3. Hæld vand og oksefond ved indtil stegebenene næsten er dækket, tilsæt salt og peber.
4. Lad retten simre i min. 2,5 timer, kig til det en gang i mellem.
5. Lav en opbagt sovs af skyen og server med kogte kartoffler, ribsgelé og franske kartofler.



søndag den 21. oktober 2012

Anmeldelse: Den skaldede frisør

For nogle uger siden var jeg i biografen for at se "Den skaldede frisør" Filmen er instrueret af Susanne Bier og er helt i råd med hendes tidligere film.

OMTALE:
Astrid og Patricks bryllup skal stå i det naturskønne Sorrento. Brudens mor, frisøren Ida, har netop brudt med sin mand, Leif, som kommer anstigende til festen med sin nye, blonde nipskæreste. Gommens far, den britiske forretningsmand Philip, er også taget sydpå. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones død, men måske finder han fred i sindet under Italiens sol? Citat: Scope)

MIN VURDERING:
Filmens handling er sød og troværdig, man fatter selvfølgelig straks sympati for Ida som er i behandling for kræft. Manden Leif bliver taget med bukserne nede hjemme i parrets sofa. Da deres fælles datter skal giftes i Italien møder hun hendes kommende svigersøns far som med tiden forelsker sig i hende.

Især Molly Egelind (Søs Egelinds datter) gør det rigtigt godt som den unge kommende brud og ikke mindst Paprika Steen som er en af mine favoritter gør det også godt.

En okay film som jeg er glad fordi jeg fik set :-)


Ristede græskarkerner m. BBQ smag

Ovenpå gårdsdagens græskar(u)hyggerier ville jeg afprøve at lave ristede græskarkerner. Jeg google og fandt mange forskellige opskrifter og fremgangsmåder. Jeg sjussede mig lidt frem og skriver her hvordan jeg gjorde:

Inden trævlerne blev siet fra, lå kernerne i vand

Jeg brugte kerner fra 2 græskar (de store orange, aner ikke hvad de hedder).

1. Start med at fjerne alle trevler, jeg tog en stor skål, fyldte den med vand og hældte alle kerner deri. Det var derefter nemt at tage kerner op i en si, da de flyder ovenpå. Gør det et par gange med nyt vand.

2. Når kernerne er skyllet godt og helt fri for trævler stilles de til afdrypning i en si.

3. Når de er nogenlunde tørre bredes de ud i en bradepande beklædt med bagepapir, drys med BBQ krydderi eller salt (eller hvad du nu har lyst til)

4. Rist dem i ovnen i ca. 30 min. ved 175 grader. vend rundt i dem nogen gange undervejs. Kernerne er færdige når de er blevet gyldne og siger "kliklyde"

Kerner befriet for trævler og klar til afdrypning

På vej i ovnen ved 175 grader i ca. 30 min.


lørdag den 20. oktober 2012

onsdag den 10. oktober 2012

Pasta Carbonara


Pasta Carbonara eller noget ligende var hvad vi fik at spise i går. Nem og enkelt aftensmad som ikke tager andet end ca. 15 min. at tilberede. I de originale opskrifter indgår der æg eller æggeblomme. I går skiftede jeg æg ud med madlavningsfløde det bliver også rigtigt godt og så med rigelige mængder friskrevet parmesan samt et lækkert stykke brød.

Nogen gange tilsætter jeg også champignon samt frisk basilikum, men ingen af delene var på lager i går så blev helt enkelt.

Skal du lave nem aftensmad en aften, så kommer opskriften her:


Pasta Carbonara 2-3 personer.

1. pakke frisk spaghetti (du kan også sagtens bruge tørret)
1 pakke bacon i tern (køb endelig en god kvalitet uden for meget fedt)
1 pakke skinke i strimler
1 løg
1-2 hvidløg (efter smag)
2,5 dl. madlavningsfløde
1 tsk. tørret oregano, basilikum eller hvad du synes)
sal + peber
Friskrevet parmesan

1. start med at svitse bacon og skinke. Når det begynder at tage farve tilsætter du finsnittet løg og hvidløg. Steg det godt igennem.

2. Tilsæt krydderier og fløde, lad det simre et par minutter.

2. Kog pastaen efter anvisningen, endelig ikke længere tid, da den skal op i sovsen. Tilsæt pastaen og vend den hurtigt rund, tag gryden af varmen og server straks med et godt stykke brød og masser af friskrevet parmesan.









tirsdag den 9. oktober 2012

Det er billigt at være krea med Søstrene Grene


Lige nu er der altså mange fine krea-sager i Søstrene Grene. De fine papirruller som de efterhånden har haft i lang tid er stadig på lager og koster kun 1,88 kr. Derudover er der masser af fine ruller Maskin-tape og garn i nye flotte efterårsfarver. Alt sammen til meget billige penge. Jeg fik købt et lille lager med lidt af det hele, så er der til efterårets krea-hygge-timer..







mandag den 8. oktober 2012

Pitabrød - hjemmebagte


I går stod menuen på pitabrød med osksekød, salat og salsa. Tilfældigt havde jeg set en opskrift på pitabrød hos Arla.dk som jeg ville afprøve.

I forhold til de købte pitabrød er disse hjemmebagte virkelig lækre, de er nemme at have med at gøre, hurtige at lave og hæver fint op og har det helt rigtige hulrum til fyld. Selvom vi alle 3 fyldte godt med fyld i, holdt de helt tæt og hverken sprak eller blev bløde.

Det er ikke sidste gang jeg selv bager pitabrød, men det er sidste gang jeg køber de færdigbagte.

Her kommer opskriften på 12 gode pitabrød. Bagetid 6-7 min. ved 250 grader.


Du skal bruge:

25 g. gær
1.5 dl. vand
1.5 dl. mælk
1/2 tsk. salt
1/2 tsk. sukker
60 g. durummel (ca. 1 dl.)
375 g. pizzamel (ca. 6 1/4 dl)

1. lun mælk og vand i en gryde. Udrør gæren i den lune væske sammen med sukker og salt.

2. tilsæt hele durummelet og ca. halvdelen af pizzamelet. Ælt det rigtig godt og længe. Jeg brugte røremaskine og kørte på næst højest omdrejninger i ca. 6-7 min.

3. tilsæt mere mel mens du stadig ælter i maskinen. Hæld mel i indtil dejen slipper bunden.

4. Tag dejen ud på bordet og del den i 12 stykker. Tryk dem lidt flade og brug kagerullen til at rulle dem ud i "pita-størrelse" Dejen er nem og elastisk at arbejde med, så det går super nemt.

5. Læg pitaerne på bageplader og bag dem i en forvarmet ovn ved 250 grader i ca. 6-7 min.

Velbekomme :-)