lørdag den 13. september 2014

Lørdagstur i det vestjyske - Thy, Mors og Salling

Lørdag var der lovet godt vejr med dejlig sol og op til 23 grader, vi havde derfor planlagt en af vores ture i #2påtur rækken :-) Denne gang skulle vi vestpå mod Thy, Mors og Salling.

Vi drog afsted mod Løkken og Blokhus kl. 9. Vejret var overskyet og temperaturen var ikke så høj så vi fortsatte. Første stop var i Fosdalen ved Brovst. Det fede ved vores ture er at vi bestemmer os for en egn og så kører vi afsted, uden GPS og kun med et gammeldags kort. Vi undgår helt motorveje og også helst de store landeveje. Vi følger vejskiltene og kører efter det vi synes er spændende. Således endte vi i Fosdalen som 1. stop.



Fra Fosdalen var der ikke langt til 2. stop ved Svinkløv hvor vi kørte op til Badehotellet. Vi tillod os at låne en af deres skønne bænke og nød kort udsigten ned over Jammerbugten. Desværre var vejret stadig ikke helt med os så efter en kort luftetur af Pepsi i de omkringliggende klitter var vi hurtigt videre.


Videre mod Hanstholm ser vi vejen mod Det nationale testcenter for vindmøller ved Østerild. Egentligt var vi kørt forbi, men beslutter os for at vende rundt og køre tilbage. 3. stop blev derfor testcenteret, som en lørdag formiddag er ret godt besøgt (!) Vi tog os tid til at læse lidt om selve anlæggelse og de planer der er for test af de kæmpe store vindmøller. Det er første gang jeg er så tæt på en vindmølle og det overrasker mig at den støjer så meget som den gør.


Videre igen kørere vi mod Hansholm Havn, der er intet liv, så det bliver til et kort 4. stop inden turen går videre mod 5. stop er Klitmøller. Jeg havde håbet vi havde set en masse kitesurfere men dem var der ingen af. Søren og Pepsi er de eneste på stranden da vi var der.



Når man kørere efter kort og helst vil køre på de små veje (som ikke altid er med på kortet) skal man godt nok være vågen. Vi skulle mod Mors, ned mod Nykøbing for at komme videre over Salling.


Ankommet til Mors gør vi vores 6. stop ved stranden, endelig er solen kommet frem og det er fedt at sidde ved vandet med madpakker i solen. Så er det noget ved at være på tur :-) Videre gik turen mod færgen mellem Sundsøre og Hvalpsund. Dejlig sejltur på ca. 15 min. Det var vores 7. stop.


Op langs kysten mod Løgstør er vi i forvejen ret godt kendt så her blev der ingen stop. Til gengæld var vi undervejs blevet anbefalet at køre over Gjøl Dæmningen på Øland. På kortet kunne vi ikke finde den, så det endte med at vi måtte køre lidt rundt inden vi endelig fandt det. Vi kom fra Øland siden hvor der er bygget en flot udsigtspost med udsigt over hele vildtreservatet. Der var meget smukt på turen over, så det var et fedt tip at få. Den havde vi helt sikkert ikke fundet selv.

Hjemme igen kl. 17 var vi egentlig lidt trætte, men hvor er det fedt at vi i DK har så fine steder at opleve lige uden for vores hoveddør.

Vil du se flere billeder fra turen eller vore andre ture rundt i DK. Så husk at du kan følge mig på Instagram hvor jeg hedder @aeblelunden. Alle mine billeder fra vores ture kan du også finde via #2påtur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar