Lidt om hvordan livet kan være så uretfærdigt...

Forleden skrev jeg lidt om mindstemandens handicap - ADHD.

På grund af hans ADHD har han siden han startede i skole i 2004 fået medicin. Først Ritalin og nu her senere Concerta.

Den største bivirkning ved medicinen er appetitløshed, som i "han er ALDRIG sulten" Et rimeligt stort problem når man i forvejen er en bette fyr. Nu hvor puberteten nærmere sig er problemet endnu større, for vokser man ikke, så kommer man heller ikke i puberteten. Vi går fast til kontrol hver 3-6 månede for at få tjekket vægt, højde og blodtryk og selvfølgelig for opsamling på adfærd m.m.

I dag ramte vi næsten en milepæl, vægten var steget med 1,2 kg på 7 måneder og mindstemanden var skudt hele 3 cm i vejret. Vireklig FLOT når vægten plejer at være + 100-300 gram. Jeg er selvfølgelig sikker på at det skyldes alle de franske vafler han har guffet hver eneste dage i påskeferien. Dem giver jeg ihvertfald selv skylden for at mine bukser strammer efter vi er kommet hjem... URETFÆRDIGT!

Mindstemandens belønning er som altid en tur i ToysRus.. min belønning må blive en tur i svømmehallen. Sådan er livet nogen gange så uretfærdigt :-)